Det følger herefter af offererstatningslovens § 17, at staten indtræder i skadelidtes krav mod skadevolderen (regres). Staten kan således rette et krav mod skadevolderen (gerningsmanden) med henblik på, at skadevolderen helt eller delvist afholder den udgift, som statskassen foreløbig har betalt til skadelidte.
Ved regressagsbehandlingen skal Civilstyrelsen foretage en selvstændig juridisk vurdering af, om de erstatningsretlige betingelser for at gøre krav gældende mod skadevolderen er opfyldt, og dette skal kunne dokumenteres over for skadevolder. Civilstyrelsen skal således ved behandlingen af regressagen bl.a. kunne godtgøre over for skadevolderen, hvorfor styrelsen gør kravet gældende mod skadevolderen (det erstatningsretlige ansvarsgrundlag), og at der er årsagssammenhæng mellem skadevolderens handlinger (den strafbare handling) og den erstatning, der er udbetalt til skadelidte, herunder størrelsen af den udbetalte erstatning eller godtgørelse. Civilstyrelsen skal kunne løfte bevisbyrden for skadevolderens erstatningsansvar ved en civil retssag, såfremt skadevolderen ikke anderkender kravet, og styrelsen fastholder sit krav mod skadevolderen.
Regressager er altså civilretlige sager, hvor staten er indtrådt i skadelidtes civilretlige erstatningskrav mod skadevolder. Staten (Civilstyrelsen) optræder således som kreditor i sagen om, at skadevolder skal godtgøre staten hele eller dele af den erstatning og godtgørelse, der ved Erstatningsnævnets afgørelse er udbetalt til skadelidte. Civilstyrelsens krav er derfor ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Forvaltningslovens bestemmelser, herunder om partshøring og partsaktindsigt finder derfor ikke anvendelse i regressager.
Udlevering af oplysninger til skadevolder
Det følger af forarbejderne til offererstatningsloven og bekendtgørelse om Erstatningsnævnets behandling af ansøgninger om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, at skadevolderen ikke er part i Erstatningsnævnets sag vedrørende skadelidte. Skadevolderen er derfor normalt ikke bekendt med, at der har verseret en sag for Erstatningsnævnet som følge af dennes strafbare handling, og skadevolderen er derfor heller ikke bekendt med, hvilke oplysninger Erstatningsnævnet har lagt vægt på ved tilkendelsen af erstatning og godtgørelse.
Civilstyrelsen skal ved behandlingen af regressagen kunne godtgøre over for skadevolderen, hvorfor styrelsen gør regreskravet gældende mod ham/hende, for derved at kunne løfte den erstatningsretlige bevisbyrde i en civil retssag. For at kunne godtgøre dette krav, kan det således være nødvendigt at udlevere de oplysninger, som Civilstyrelsen har lagt til grund for styrelsens vurdering af kravet.
Justitsministeriets lovafdeling har i et notat fra 1998, som siden har dannet grundlag for regressagers behandling, konkluderet, at regresmyndigheden i de tilfælde, hvor erstatningskravet ikke er afgjort ved dom, i almindelighed bør give skadevolderen lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, før der træffes beslutning om, hvorvidt der skal rejses regreskrav. Hvis regresmyndigheden i den forbindelse finder, at det er nødvendigt at videregive fortrolige oplysninger om skadelidte, kan en sådan videregivelse ikke anses for uberettiget efter straffelovens § 152.
Civilstyrelsen har en to-ledet proces i forhold til udlevering af oplysninger, hvor styrelsen i første henvendelse til skadevolder præsenterer statens krav og dokumentationen i et referatformat, dvs. uden at udlevere konkrete oplysninger. Det er således kun i sager, hvor skadevolder anmoder om det, at der udleveres underliggende dokumentation.
Der udleveres kun de fortrolige oplysninger om skadelidte, som Civilstyrelsen vurderer, er nødvendige for at kunne løfte bevisbyrden i en civil retssag.