Mange muligheder og ligeværdige arbejdsrelationer

Anne-Mette elsker sit arbejde og at være i et hus, hvor der både er plads til kontorfunktionærer og jurister. Hos Civilstyrelsen bliver hun udfordret som kontorfunktionær og får tildelt et stort ansvar.

Anne-Mette arbejder i det kontor, der blandt andet arbejder med Statstidende, telefoni og post. Desuden arbejder hun med afgørelser for udlændinge, som skal have tilladelse til køb af fast ejendom i Danmark.  

Hun har arbejdet i Civilstyrelsen siden 2019, og sidder til dagligt i kontoret: Fonde & ejendomme:

Jeg elsker mit arbejde, og jeg trives med de mange forskellige opgaver

Det daglige arbejde

Vi er et hus med mange jurister, men det er også et fantastisk sted for kontorfunktionærer, mener Anne-Mette, blandt andet på grund af de udviklingsmuligheder, der er:

Det er ikke kun et sted for jurister. Kontormedarbejdere kan få meget ansvar og har mange muligheder for udvikling, hvis de har lyst. Man kan rokere rundt i afdelingerne i huset og specialisere sig indenfor forskellige sagsområder. Så der er helt klart mange muligheder i huset, og der er plads til dem, der gerne vil udfordres.

Ansvar og muligheder er kvaliteter, hun vægter højt i sit arbejde. Anne-Mette sætter især fokus på, at hun føler, at der er plads til alle, og oplever at ledelsen ser medarbejderne og deres udviklingsmuligheder.

Arbejdsmiljøet

Anne-Mette oplever et arbejdsmiljø med fokus på respekt og ligeværdighed:

Jeg synes, at vi har nogen ledere, som er i øjenhøjde med deres medarbejder. Det er muligt at drøfte så godt som alt, på en ligeværdig måde

Det er nemlig vigtigt for hende, at hun kan italesætte problemstillinger og være en del af en moderne arbejdskultur, hvor man bliver hørt som medarbejder. Det kollegiale fællesskab bærer også præg af en gensidig respekt og et stærkt sammenhold.

Job & karriere