Hus-og /eller gadeindsamling

Det er ikke tilladt at foretage hus-og/eller gadeindsamling. Visse større organisationer har dog mulighed for at få en særlig tilladelse til hus- og/eller gadeindsamling ved Indsamlingsnævnet. Der kan søges om særlig tilladelse til dette ved indsamlingsnævnet. På denne side kan du læse mere om de krav og regler, der er forbundet med at ansøge om tilladelse til hus- og /eller gadeindsamling.

Hvad er en hus- og/eller gadeindsamling? 

En husindsamling defineres ved, at borgere opsøges personligt på deres private bopæl eller ved telefoniske henvendelser med opfordring til at yde bidrag til et bestemt formål.

Der er tale om en gadeindsamling, når en indsamler opsøger borgere på gaden og opfordrer dem til at give et bidrag til et bestemt formål. 

Hvem kan få tilladelse til hus- og/eller gadeindsamling?

For at kunne ansøge om tilladelse til en hus- og/eller gadeindsamling skal organisationen opfylde nedenstående krav.

Husindsamlinger - §5

For at kunne ansøge skal organisationen,

  • have tilladelse efter §4,
  • kunne sandsynliggøre, at der ved indsamlingen kan indbringes et godt indsamlingsresultat (du kan læse mere om sandsynliggørelse af et godt indsamlingsresultat nedenfor),
  • have den fornødne folkelige forankring (du kan læse mere om folkelig forankring nedenfor),
  • have betalt indsamlingsgebyret.

Gadeindsamlinger - §6

For at kunne ansøge skal organisationen,

  • have tilladelse efter §4,
  • kunne sandsynliggøre, at der ved indsamlingen kan indbringes et godt indsamlingsresultat (du kan læse mere om sandsynliggørelse af et godt indsamlingsresultat nedenfor),
  • have den fornødne folkelige forankring (du kan læse mere om folkelig forankring nedenfor),
  • have betalt indsamlingsgebyret 

Sandsynliggøre et godt indsamlingsresultat

Ud fra budgetter eller tidligere regnskaber, skal organisationen vise, at indsamlingen vil give et overskud på mindst 2/3 af det indsamlede beløb. Årsagen til denne regel er, at de indsamlede midler må ikke drukne i omkostninger til administration.   

Organisationen skal samtidig vise, at den kan samle et tilstrækkeligt antal indsamlere samt en hensigtsmæssig geografisk spredning blandt de frivillige indsamlere.  

Have folkelig forankring 

At have folkelig forankring betyder, at organisationen skal have en vis størrelse og kapacitet, samt at mange kender organisationen i den danske befolkning. Den folkelige forankring vurderes ud fra foreningen størrelse, herunder indtægter, antal frivillige, medlemmer, samarbejdspartnere, og oplysningsarbejde.