Højesteret har ved dom af 30. april 2019 fastslået, at Civilstyrelsen ikke havde hjemmel til at pålægge en fond at foretage ligelig uddeling til ligestillede uddelingsformål

Civilstyrelsen havde truffet afgørelse over for en familiefond om, at fondens to aktuelle uddelingsformål - udbetaling af årlige ydelser til efterkommere efter fondens stifter og støtte til almennyttige formål - skulle anses for indbyrdes ligestillet, og at der over tid skulle ske ligelig uddeling til de to formål.

Sagen angik i første række, om Civilstyrelsens afgørelse skulle annulleres, fordi der ikke er hjemmel i fondsloven til at stille krav om, at der over tid skal uddeles ligeligt til ligestillede uddelingsformål. I anden række angik sagen om en fortolkning af fondens fundats fører til, at slægtsformålet og det almennyttige formål skal tilgodeses ligeligt.

Højesteret fandt, at der ikke er hjemmel til at pålægge en fond, hvis fundats ikke regulerer spørgsmålet, over tid at foretage uddeling med lige store beløb til fondens forskellige formål. Højesteret udtalte, at der ikke - medmindre fundatsen bestemmer andet - må ske en ensidig begunstigelse af et eller flere af en fonds formål frem for andre. Der ligger heri, at der som udgangspunkt skal være en vis rimelig balance i uddelingerne til de forskellige uddelingsformål over en årrække. Fondsbestyrelsen skal således sagligt og loyalt tilgodese de formål, der er opregnet i fundatsen, og en eventuel uddeling af forskellige beløb til disse formål set over en årrække - uden at der er fastsat en prioritering eller en fordelingsnøgle i fundatsen - skal være rimelig og sagligt begrundet.

Højesteret fandt, at det ikke på baggrund af fundatsens ordlyd eller sammenhængen i de enkelte bestemmelser kunne udledes, at slægtsformålet var fortrinsberettiget frem for det almennyttige formål. Højesteret bemærkede, at det er et grundlæggende fondsretligt princip, at stifter uigenkaldeligt har udskilt fondens midler fra sin egen formue, hvilket indebærer, at fondsstifters ønsker med fonden må komme til udtryk i forbindelse med affattelsen af fundatsen eller dokumenter, der knytter sig hertil. Det kunne således bl.a. ikke tillægges nogen betydning, at fondens uddelinger i alt væsentligt var gået til slægtsformålet i den periode, hvor fondsstifteren var formand for fondens bestyrelse.

Højesteret annullerede herefter Civilstyrelsens afgørelse. Højesteret kom dermed til samme resultat som landsretten, men med en anden begrundelse.

Hele dommen kan læses her

Østre Landsrets dom kan læses her

Civilstyrelsens praksis

Civilstyrelsen har ændret sin praksis i relation til håndhævelsen af fondslovens § 29 i overensstemmelse med dommen.

Ved fremtidige stikprøvekontroller af fondsregnskaber vil styrelen anmode bestyrelserne om at indsende en fortegnelse over legatmodtagernes navne med angivelse af de enkelte legaters størrelse, hvis dette ikke i forvejen fremgår af regnskabet. Fortegnelsen skal opdeles, således det fremgår, hvilket af fondens eventuelle flere formål den enkelte uddeling hører under.

I de tilfælde, hvor en fond får tilladelse til opløsning, vil styrelsen oplyse bestyrelsen om, at der i tilfælde af, at fonden har flere formål ikke må ske en ensidig begunstigelse af et eller flere formål frem for andre, medmindre vedtægten bestemmer andet. Styrelsen vil videre oplyse, at der heri ligger, at der som udgangspunkt skal være en vis rimelig balance i uddelingerne til de forskellige uddelingsformål over en årrække. Fondsbestyrelsen skal således sagligt og loyalt tilgodese de formål, der er opregnet i vedtægten, og en eventuel uddeling af forskellige beløb til disse formål set over en årrække - uden at der er fastsat en prioritering eller en fordelingsnøgle i vedtægten - skal være rimelig og sagligt begrundet. Endelig vil styrelsen tilkendegive, at beslutningen om at uddele forskellige beløb til ligestillede formål bør tilføres referatet fra det bestyrelsesmøde, hvor beslutningen er truffet.