Fonde




Hvad er værgemål?

Børn og unge

Mindreårige, dvs. personer under 18 år, som ikke har indgået ægteskab, er under værgemål. Disse børn og unge er umyndige. Dette betyder, at de som hovedregel ikke selv kan forpligte sig økonomisk ved at indgå aftaler, og at de ikke kan råde over deres formue, jf. værgemålslovens § 1.

Værgemål for voksne

Værgemål kan iværksættes for personer, der er fyldt 18 år, der ikke er i stand til at tage vare på deres personlige eller økonomiske forhold. Værgemål indebærer en hjælp til disse personer, og et værgemål vil altid tage udgangspunkt i den enkeltes behov for hjælp.

Hovedtanken i værgemålsloven er, at værgemål altid skal tilpasses den enkeltes behov, og at værgemål ikke skal være mere omfattende end nødvendigt.

Der findes tre hovedtyper af værgemål:

Almindeligt værgemål:

Der kan iværksættes værgemål for den, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det.

Sådanne værgemål kan angå enten økonomiske forhold eller personlige forhold eller begge dele, jf. værgemålslovens § 5.

Værgemålet kan begrænses til at angå bestemte økonomiske forhold (f.eks. bestemte aktiver eller anliggender) eller bestemte personlige forhold.

Langt de fleste værgemål, der iværksættes, er værgemål, hvor den pågældende ikke fratages den retlige handleevne (se nedenfor), dvs. personen er fortsat myndig.

Værgemålet kan endvidere tidsbegrænses, hvis tilstanden er midlertidig, eller hvis der af andre grunde er særlig anledning hertil, jf. værgemålslovens § 8.

Værgemål med fratagelse af den retlige handleevne:

Et almindeligt økonomisk værgemål kan suppleres med fratagelse af den retlige handleevne, hvis det er nødvendigt for at sikre, at den pågældende ikke udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare.

Hvis den retlige handleevne fratages, er personen umyndig og kan ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde over sin formue, medmindre andet er bestemt, jf. værgemålslovens § 6.

Samværgemål:

Samværgemål er den mindst indgribende form for værgemål. Det er en forudsætning for at iværksætte samværgemål, at den pågældende selv ønsker værgemålet iværksat.

Der kan iværksættes samværgemål for en person, der på grund af uerfarenhed, svækket helbred eller anden lignende tilstand, har behov for hjælp til at administrere sin formue eller varetage andre økonomiske anliggender. Samværgemålet kan begrænses til at angå bestemte økonomiske aktiver eller anliggender. Der kan ikke iværksættes samværgemål vedrørende personlige forhold.

Samværgen og den pågældende handler i forening i anliggender, der er omfattet af samværgemålet.

Samværgemål er ikke undergivet noget tilsyn. Reglerne om blandt andet værgens regskabsaflæggelse, formuens bestyrelse og anbringelse samt værgens pligt til at indhente statsforvaltningens godkendelse til særlige dispositioner gælder ikke for samværgemål, jf. værgemålslovens § 7.

Ændring eller ophævelse af værgemål

Hvis ændrede forhold giver anledning til det, skal en afgørelse om værgemål ændres til et mindre eller mere indgribende værgemål. Værgemål skal ophæves, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt, jf. værgemålslovens §§ 9 og 10.