Fonde




Hvad er båndlæggelse?

Reglerne om båndlæggelse af arv findes i arvelovens kapitel 9 og 10: En arvelader kan ved testamente bestemme, at den arv, som tilfalder en arving efter pågældende, helt eller delvist skal båndlægges, når arvelader finder, at dette er bedst for arvingen, jf. arvelovens § 53, stk. 1, og § 61.

Båndlæggelse af tvangsarv kan dog kun ske, indtil arvingen fylder 25 år.

Båndlæggelsen indebærer, at arvingen ikke kan råde over kapitalen i levende live, men alene hæve renten. Der kan endvidere ikke iværksættes kreditorforfølgning mod arven for arvingens gæld, så længe båndlæggelsen varer, jf. arvelovens § 55, stk. 1 og 2.

Båndlagt arv er ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, medmindre andet er bestemt ved testamente, jf. arvelovens § 58, stk. 1 og 3.

Skal arvingen yde erstatning eller godtgørelse i anledning af en skade, som er forvoldt af pågældende, kan det ved dom bestemmes, at båndlæggelsen ikke skal være til hinder for, at beløbet betales af de båndlagte midler, jf. arvelovens § 55, stk. 3.

Båndlæggelsen ophører som udgangspunkt ved arvingens død, medmindre båndlæggelsen er tidsbegrænset, eller der er tale om tvangsarv.

Båndlagte gaver

I modsætning til båndlagt arv er båndlæggelse af gaver ikke lovreguleret. Enhver kan stille som betingelse for at give en gave, at gaven båndlægges. Giveren kan også fastsætte vilkårene for båndlæggelse, idet der dog skal være tale om båndlæggelse med såvel rådighedsindskrænkning som kreditorbeskyttelse. Er giveren død, og er der intet anført om midlernes anvendelse efter dødsfaldet, kan Civilstyrelsen efter gammel praksis træffe afgørelse om midlerne. I sådanne sager anvender Civilstyrelsen principperne i arvelovens kapitel 10.