Fonde




Frigivelse af formuen

Afgørelse om fritagelse, frigivelse og udbetaling af båndlagt arv i medfør af arvelovens § 53, stk. 2, § 56 og § 57, 2. pkt., træffes af Statsforvaltningen på det sted, hvor arvingen er bosat.

Statsforvaltningens afgørelse kan indbringes for Civilstyrelsen. 

Fritagelse på grund af formuens ringe værdi

Efter arvelovens § 53, stk. 2 , og § 56, nr. 2, kan Statsforvaltningen fritage for opfyldelse af arveladerens bestemmelse om båndlæggelse eller tillade, at båndlagt arv frigives, når arven er af ringe værdi.

Ansøgninger om fritagelse for båndlæggelse eller frigivelse af båndlagt arv kan imødekommes, når arven efter fradrag af skifteomkostninger og afgifter ikke overstiger 100.000 kr., og særlige omstændigheder ikke taler imod dette.

Frigivelse når det er en velfærdssag

Når det vurderes at være en velfærdssag for arvingen, kan Statsforvaltningen efter arvelovens § 56, nr. 1, tillade hel eller delvis frigivelse af den båndlagte arv.

Ved afgørelsen lægges der vægt på arvingens økonomiske forhold.

Herudover lægges der vægt på, om der er tale om et anerkendelsesværdigt formål. Som eksempel kan nævnes erhvervelse eller forbedring af en bolig, uddannelse, hjælp i forbindelse med sygdom eller ligende.

Efter Civilstyrelsens praksis udøves der tilbageholdenhed med frigivelse af midler til betaling af gæld, som arvingen selv har pådraget sig.

Der kan endvidere som udgangspunkt ikke frigives midler til gaver til nærtstående eller betaling af disses gæld. Civilstyrelsen kan dog efter forelæggelse for Statsforvaltningen tillade frigivelse af mindre beløb i ganske særlig tilfælde, navnlig hvor den båndlagte kapital er stor, eller hvor arvingen er meget gammel.

Særligt om frigivelse til betaling af formueskat, aktieindkomstskat og ejendomsskat

Medmindre særlige omstændigheder taler imod, bør der ske frigivelse til betaling af skat. Dette gælder navnlig skatter, der pålignes som følge af, at arvingen har båndlagte midler.

De godkendte forvaltningsafdelinger kan uden forelæggelse for Statsforvaltningen eller Civilstyrelsen frigive et beløb af den båndlagte kapital, der svarer til den forfaldne formueskat, der skal betales af den båndlagte kapital.

Herudover er de godkendte forvaltningsafdelinger bemyndiget til at frigive til betaling af aktieindkomstskat.

Endelig bør Statsforvaltningen normalt give tilladelse til betaling af ejendomsskatter vedrørende en båndlagt ejendom.

Frigivelse når båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål

Efter arvelovens § 56, nr. 3, kan Statsforvaltningen tillade, at båndlagt arv frigives, når det er åbenbart, at båndlæggelse ikke længere tjener et rimeligt formål.

Frigivelse kan ske, hvis forholdene siden arveladers indsættelse af en båndlæggelsesbestemmelse i testamentet har ændret sig således, at det må anses for givet, at båndlæggelse ikke længere tjener noget fornuftigt formål. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er gået mange år siden testamentets oprettelse, og det er åbenbart, at arvingen kan råde fuldt forsvarligt over midlerne.

Hvis båndlæggelsen imidlertid oprindeligt har haft et formål, der må anses som urimeligt, og dette formål har været tilsigtet af arveladeren, bør der ikke ske frigivelse, med mindre arven er af ringe værdi, eller frigivelse er en velfærdssag for arvingen.

Udbetaling til bestemt tidspunkt eller ved bestemt begivenheds indtræden 

Indeholder testamentet bestemmelser om udbetaling af den båndlagte arv til et fastsat tidspunkt eller ved bestemte begivenheders indtræden, foretages udbetalingen af den forvaltningsafdeling, hvor midlerne er bestyret, jf. arvelovens § 57.

Afhænger det derimod af et skøn, om testamentets betingelser er opfyldt, kan udbetaling kun ske med Statsforvaltningens godkendelse.