Fonde




Overskudsanvendelse og uddeling

Det påhviler bestyrelsen at anvende årets overskud med fradrag af henlæggelser til konsolidering. Det er alene bestyrelsen, der kan beslutte, hvad overskuddet skal anvendes til, og uddeling kan kun ske til det eller de formål, der er fastsat i vedtægten.

Bestyrelsen kan foretage rimelige henlæggelser af årets overskud til konsolidering af fondens formue. Efter Civilstyrelsens praksis kan der normalt henlægges indtil 25 % af overskuddet til konsolidering, jf. fondslovens § 29.

Anvendelsen af overskuddet kan kun udskydes til et senere regnskabsår, hvis det er af betydning for opfyldelsen af fondens formål.

Fondsloven giver således som udgangspunkt ikke mulighed for, at fonden har en kapital, der ikke er bunden. Civilstyrelsen tillader dog, at fonden har et mindre rådighedsbeløb til dækning af løbende udgifter m.v. Størrelsen af rådighedsbeløbet afhænger af fondens størrelse og den virksomhed, fonden udøver.

Undlader bestyrelsen at anvende overskuddet til fondens formål, kan dette give anledning til henstillinger eller påtale fra Civilstyrelsen.

Hvis formålet ikke kan efterleves eller er blevet åbenbart uhensigtsmæssigt, henvises bestyrelsen til at ansøge Civilstyrelsen om tilladelse til at ændre fondens formål.