Fonde




Regnskab

Fonde skal aflægge årsregnskab, der skal udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik, jf. fondslovens § 22, stk. 1.

Det følger blandt andet heraf, at regnskabet skal indeholde en resultatopgørelse, der skal omfatte bevægelserne i de disponible midler, en oversigt over årets bevægelser i de bundne aktiver, herunder udtrukne obligationer, samt en balance (status).

Resultatopgørelsen bør således indeholde en detaljeret oversigt over årets resultat. Balancen skal indeholde oplysning både om de nominelle værdier og om kursværdierne, ligesom egenkapitalens kursværdi skal fremgå af regnskabet.

Fondens bundne kapital skal holdes klart adskilt fra den disponible kapital såvel regnskabsmæssigt som fysisk.

Årsregnskabet skal underskrives af bestyrelsen inden 6 måneder efter regnskabsårets slutning, jf. fondslovens § 22, stk. 2.

Årsregnskabet skal kun indsendes til Civilstyrelsen, hvis styrelsen beder om det.

Civilstyrelsen indkalder stikprøvevis fondes årsregnskaber til gennemgang, jf. fondslovens § 37, stk. 1.

Indsigt i regnskaber

I sager, hvor fondsmyndigheden anmodes om indsigt i en fonds årsregnskaber, har bestyrelsen pligt til hurtigst muligt og inden for 2 uger at indsende kopi af de ønskede årsregnskaber til fondsmyndigheden, når fondsmyndigheden anmoder om disse.

Revision

Bestyrelsen skal sørge for, at fondens regnskab undergives revision, og at der til enhver tid er udpeget en eller flere revisorer, jf. fondslovens § 23, stk. 1.

Mindst en af revisorerne skal være statsautoriseret eller registreret revisor, hvis fonden havde en egenkapital på 3 mio. kr. eller derover i det forudgående regnskabsår. I andre fonde kan Civilstyrelsen kræve, at mindst en af revisorerne skal være statsautoriseret eller registreret revisor, jf. fondslovens § 23, stk. 2.

Bestyrelsen skal senest 3 måneder efter udpegningen af revisor indsende meddelelse om, hvem der er udpeget til revisor, til Civilstyrelsen. Er den udpegede revisor ikke statsautoriseret eller registreret revisor, skal der sammen med meddelelsen indsendes en erklæring fra revisor om, at denne er indforstået med at påse, at bestemmelserne i loven og fondens vedtægt er overholdt, jf. fondslovens § 23, stk. 3.

Der er fastsat nærmere krav til fondens revisor i fondsloven, jf. fondslovens § 24 og § 28.

Revisor skal revidere årsregnskabet i overensstemmelse med god revisionsskik. Revisor skal i den forbindelse foretage en kritisk gennemgang af fondens regnskabsmateriale og dens forhold i øvrigt, herunder påse overholdelsen af reglerne i fondsloven og fondens vedtægt, jf.fondslovens § 25, stk. 1.

Revisor skal endvidere ved påtegning på årsregnskabet bekræfte, at det er revideret. Påtegningen skal indeholde oplysninger om den stedfundne revision og om eventuelle bemærkninger, den har givet anledning til, jf. fondslovens § 25, stk. 3.

Hvis revisionen har givet anledning til bemærkninger, eller hvis revisor i øvrigt finder anledning til at påtale fondens forhold, skal revisor indsende meddelelse herom til Civilstyrelsen, jf. fondslovens § 25, stk. 4.

Civilstyrelsens revisorvejledning.