Erhvervelse af fast ejendom




Erhvervelse af helårsbolig

Ved erhvervelse af helårsbolig i Danmark er det afgørende for, hvilke regler der finder anvendelse, hvor køberen er statsborger.

Statsborgere i EU- eller EØS-lande

Statsborgere i et land, der er medlem af Den Europæiske Union eller statsborgere i et land, der har tiltrådt aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan erhverve helårsbolig i Danmark uden Civilstyrelsens tilladelse, hvis betingelserne i erhvervelsesbekendtgørelsen er opfyldt.

Efter erhvervelsesbekendtgørelsens § 3 er det et krav, at ejendommen skal tjene som fornøden helårsbolig for erhververen, eller at erhvervelsen er en forudsætning for at udøve selvstændig virksomhed eller levere tjenesteydelser.

Hvis køberen efter erhvervelsesbekendtgørelsens regler kan erhverve helårsbolig uden Civilstyrelsens tilladelse, skal køberen afgive en erklæring til Tinglysningsretten om, at den pågældende er omfattet af enten bekendtgørelsens § 1 eller § 2, og at formålet med erhvervelsen er som beskrevet i § 3. Sagen skal således ikke forelægges Civilstyrelsen.

 

Statsborgere i andre lande

Er køberen ikke omfattet af erhvervelsesbekendtgørelsens regler, skal køberen have Civilstyrelsens tilladelse efter erhvervelseslovens § 1, stk. 1, hvis køberen ikke har bopæl i Danmark, og ikke tidligere har haft det i et tidsrum af 5 år.

Civilstyrelsen skal til brug for behandling af en ansøgning om tilladelse til erhvervelse af helårsbolig i Danmark bruge følgende:

  • Kopi af købsaftalen eller salgsopstilling og oplysning om forventet overtagelsesdato,
  • kopi af ansøgerens opholdstilladelse og
  • erklæring om, at ejendommen skal anvendes som ansøgerens helårsbolig.

Når Civilstyrelsen har modtaget alle nødvendige oplysninger til brug for behandling af en ansøgning om tilladelse til erhvervelse af helårsbolig, må der sædvanligvis forventes en sagsbehandlingstid på ca. fire uger.

Efter Civilstyrelsens praksis meddeles en tilladelse til erhvervelse af helårsbolig på betingelse af, at ansøgeren har lovligt ophold i Danmark og anvender boligen som sin helårsbolig.

 

Afhændelsespålæg

Hvis forudsætningerne for en tilladelse til erhvervelse af fast ejendom bortfalder, eller hvis en ejendom erhverves, uden den fornødne tilladelse er indhentet, meddeler Civilstyrelsen efter erhvervelseslovens § 8 ejeren pålæg om at afhænde ejendommen inden en af Civilstyrelsen fastsat frist på mindst 6 måneder og højst 1 år. Fristen kan ikke forlænges ud over 1 år.

Overtrædelse af et pålæg om at afhænde en ejendom straffes med bøde, jf. erhvervelseslovens § 10, stk. 2.